DFA støtter med penge
Marts 2009
I marts måned 2009 har DFA sendt penge til 3 steder:
Julie på Halkidiki er i gang med et sterilisationsprogram for privatejede dyr. Det kan synes urimeligt at vi er med til at betale for at folk får deres dyr steriliserede i Grækenland, men faktum er, at de hvalpe deres hunde ellers får, er dem der ender på gaden eller på internatet, og som vi så alligevel ender med at tage os af. Så hellere angribe problemet ved roden og sørge for at tæverne ikke kan få flere hvalpe! Julie/vi betaler dog ikke hele udgiften, men har en aftale med den lokale dyrlæge om, at hvis folk kommer med deres dyr og vil have det steriliseret men ombestemmer sig, fordi det er for dyrt, så kan han tilbyde dem vores hjælp om at betale halvdelen af operationen. Drejer det sig om gamle mennesker, der ofte ikke er indstillede på at bruge penge på deres dyr, tilbyder Julie/vi at betale det hele. Vi håber at dette vil medvirke til at nedbringe antallet af hvalpe på gaden i Halkidiki.
Christiana på Thessaloniki, hvis katteprojekt vi nyligt er startet med at støtte, har sendt os billeder og beretninger om de katte hun har fået steriliseret for det første beløb vi sendte, så vi vil gerne hjælpe hende med at fortsætte arbejdet for hjemløse katte i Thessaloniki, ikke mindst fordi byområdet ofte er endnu hårdere for dyrene, der bliver ramt i trafikken eller forgiftet. Der er hårdt brug for mennesker med et godt hjerte, som Christiana, der vil tage hånd om disse katte som ingen andre interesserer sig for.
Internatet på Samos er afhængige af at kunne få deres hunde til de internater de samarbejder med i Tyskland, så at antallet af hunde ikke bliver for højt. Transporten af hundene kan ikke ske i løbet af sommeren, da det er for varmt for dyrene, så det er vigtigt der kommer 20 hunde af sted her i foråret, og DFA betaler for halvdelen af denne transport. Det vil betyde at der er andre dyr på øen Samos der kan blive hjulpet, for i de perioder hvor internatet er fyldt, kan de i sagens natur ikke tage imod flere dyr, da det ødelægger trivslen for alle dyrene hvis der er for mange.
Alt dette var selvfølgelig ikke muligt uden vores gode medlemmers hjælp, og vi videresender en stor tak fra Julie, Christina, og Joeri på Samos!