En uge som frivillig på hunde- og katteinternatet Bianca i Portugal

Hvis du elsker dyr, specielt hunde og katte, så prøv at arbejde på et internat i udlandet J.

Min voksne datter og jeg, drog i vinterferien afsted til internatet Bianca i Portugal.

Det var lidt tilfældigt, at det lige netop blev dette internat, men umiddelbart virkede det som et sted, der var vant til at have frivillige, og logistikken til stedet er god.  DFA har kontakten til internatet, og er søde til at rådgive mht. sted at bo, og information til Bianca om hvilken dag man ankommer osv.  Hvis man ikke er så glad for at leje bil, så kan man for et symbolsk beløb blive hentet og afleveret i lufthavnen. Man betaler så følgende bare i internatet. Vi boede cirka 1 km væk, i en villa kaldet ”CasadeMaria” som lejer værelser ud.  Hyggelige værelser til en meget rimelig pris. I denne vinterferieuge var vi de eneste lejere, så vi havde en hel første sal i huset til rådighed. Der er thekøkken, køleskabe, mikrobølgeovn, fælles bad og toilet, og en dejlig stor hyggesofa, og dejlig solskinsveranda.  Hvis man vil lave rigtig varm mad, så går man nedenunder til Maria og hendes mand, og låner deres hyggelige køkken. Det er også dér, man vasker op. Maria og hendes mand er rigtigt søde og hjælpsomme og taler engelsk (og er gode til at hjælpe med at bestille pizza J). Vi var heldige at låne cykler af Ana Duarte, som er formand i Bianca, så vi kom hurtigt til og fra arbejde.

Åbningstiderne er fra kl. 8-12, 2 timers frokostpause, og så er der åbent igen fra kl. 14-18.

Vi for vild første dag, og ankom ved 9-tiden, og blev mødt af Ana Peres, datter af Ana Duarte.

Vi startede denne dag med at være i kattehuset, der er masser af katte i bure, som skal have skiftet/rystet tæpper og have skiftet kattegrus og selvfølgelig kæles med.  Søde dejlige katte som er til adoption J.

Bagefter blev vi så lært op i hvordan man fejer hundeefterladenskaber op på en skovl, og kommer ind og ud af hundeburene, uden at der slipper hunde med ud! Det er faktisk svært J.

Hundene er meget glade for selskab, og de hopper jo op, så det kan varmt anbefales at have praktisk tøj på. Vi havde regntøj ud over vores almindelige tøj hele ugen, så det bare var regntøjet der skulle skylles om aftenen. Når rengøringen, der som regel tager alle morgen- formiddagstimerne, er færdig, er det frokosttid. Alle tager hjem og spiser, og mødes igen kl. 14. Hvis rengøringen ikke er færdig om formiddagen fortsætter man med det, og hvis der så er tid, kan man gå tur med hundene.  Det faste personale har desværre ikke tid til at gå tur med hundene, de har travlt med rengøring, medicingivning , vask af tæpper, praktiske ting osv., så hundene har rigtigt meget brug for at der kommer frivillige, der har tid til at gå ture. Der er rigtigt mange hunde, og vi fik desværre kun gået med en brøkdel af dem.

Inden rejsen havde jeg tjekket hvilke hunde der var til adoption i Danmark via DFA. Jeg var interesseret i seniorhundene, og dem sørgede vi for at få hilst på J.  Med den bagtanke, at en af dem på sigt skulle til Danmark og bo hos os. Det har været et meget, meget svært valg, da de alle er dejlige hunde (alle 300 stk.) og jeg har grædt over alle de hunde jeg ikke kunne tage med hjem!

Vi er så heldige at vi er blevet godkendt som adoptanter, og vi er endt med at vælge en lille sød pigehund der hedder Nellie på 8 år. Hun kommer til Danmark 1. maj og hele familien på 4 voksne og en hundelillesøster, glæder sig til at give hende tid og kærlighed og ro her på hendes ældre dage.

Vi havde en rigtig god uge hos Bianca. Det var vores første tur som frivillige på et internatet, men det er bestemt ikke den sidste, hverken dér eller på andre internater.

 

Det er utroligt givende at få lov til at hilse på så mange dejlige hunde, jeg er blevet kysset, krammet og tisset op ad J.

Det faste personale er søde og hjælpsomme, de taler dog ikke alle engelsk, men det gik alligevel J.

Hvis du er i tvivl om sådan en tur er noget for dig, så vil jeg bare sige at du er nødt til at prøve det af! Vi var kun dernede i en uge, men vi vil klart anbefale 14 dage, måske med en fridag en gang imellem så man ikke bliver helt udkørt.  Byen Sesimbra ligger kun 10 km væk, og er en dejlig turistby lige ved havet.

Det er hårdt både fysisk og psykisk, men overordnet har hundene det godt på internatet.

De er trygge, de får mad, vand og medicin, og har tag over hovedet.  Men de mangler ro, gåture og stimulation, og det er dér du som frivillig kan hjælpe, nemlig ved at gå tur med hundene og hygge med dem udenfor internatet, hvor der er meget larm i form af hunde gøen.

Måske finder du også en dejlig hund, du vil give et hjem i Danmark.