Dyreværn: Dyrene taber altid
 
Uanset sagens udfald er det altid dyrene, der taber i dyreværnssager, mener 17 dyreværnsorganisationer.

Torsdag den 18. august 2011, 15:23

Danmark er ikke et retssamfund, når det handler om dyrenes retssikkerhed. I praksis ender dyrene som regel med at blive taberen i dyreværnssager, også selv om sagen ender med, at ejeren bliver dømt for at overtræde dyreværnsloven.

Det mener Sanne Rosbøg, der er næstformanden for DOSO, som er en fællesorganisation for 17 dyreværnsorganisationer.

- Når dyr bliver fjernet fra ejeren på grund af en alvorlig overtrædelse af dyreværnsloven, og det ender med, at personen bliver dømt og ikke må få dyrene tilbage, så bliver de betragtet som konfiskeret, og politiet kan selv vælge, om dyrene skal aflive.

Det siger Sanne Rosbøg ved en høring om dyrevelfærd på Christiansborg torsdag.

DOSO opfordrer til, at lovgivningen bliver ændret, så en aflivning kun kan ske, hvis en dyrlæge har erklæret, at det er det bedste for dyret.

Sanne Rosbøg undrer sig også over, at man ikke automatisk mister retten til at eje dyr, hvis man gentagne gange blive idømt bøder for overtrædelse af dyreværnsloven.

- Der findes eksempler på, at personer har fået 10 eller flere bøder, men hver gang bare fortsætter med at vanrøgte eller mishandle dyrene.

- Hvis dyrene bliver aflivet eller taget fra dem, så anskaffer de bare nogle nye. Det må være rimeligt, at man efter tre gange at være blevet dømt automatisk mister retten til at eje dyr, siger hun.
Men automatik er ikke en god idé, mener dyrlæge og formand for Dyrenes Venner, Søren Kent Pedersen.

- Det er et stort indgreb, og derfor er der et retssikkerhedsaspekt. Hvis der for eksempel er tale om en person, som har været psykisk syg, og som bliver rask igen, så er det ikke rimeligt med en automatisk frakendelse, siger han.

Han peger i øvrigt på, at der i forbindelse med dyreværnsloven er såkaldt objektiv ansvar, det vil sige, at det ikke spiller nogen rolle, om der ligger et forsæt bag.
Sanne Rosbøg er enig i, at sagerne godt kan være komplicerede.

- Men det er jo ikke et argument for, at dyrene skal betale, siger Sanne Rosbøg, som i øvrigt også mener, at politiet kunne blive bedre til at reagere på dyreværnssager.